K Artikel FDF Lederen

10. februar 2019

Danmarks-Samfundet har i 111 år været inspirator for danskernes kendskab til og brug af det nationale samlingsmærke. Således også i år, hvor myten om Dannebrog runder de 800 år.

Blandt de mange forskellige events, der hen over 2019 arrangeres i Danmark, bliver markeringen af Dannebrogs 800 års-jubilæum den 15. juni et af højdepunkterne. Her kulminerer en række løbende arrangementer med en folkefest i det indre København.

Begivenheden omfatter en flag- og faneborg, der med flere hundrede deltagere fra hele landet bevæger sig gennem København til festgudstjeneste i Københavns Domkirke efterfulgt af parade med royal deltagelse på Rådhuspladsen og festarrangement i København Rådhus.

Festen startede allerede i 2018
Markeringen af 800-året startede allerede i 2018 med tilrettelæggelse af det omfattende koncept Dannebrog 800. Konceptet omfatter en lang række tiltag, der kommer godt rundt i alle hjørner af eventplatformen – en landsdækkende plakatkonkurrence for unge designelever, fremstilling af jubilæumsspecialøl i samarbejde med Grauballe Bryghus, udsendelse af jubilæumsfrimærker, udsendelse af jubilæumsbøger og -sanghæfter, samarbejde med en række private og offentlige organisationer samt etablering af et stort selvstændigt digitalt univers. Alt dette er blot nogle af de mange begivenheder, der allerede nu er igangsat for at fortælle danskerne, at år 2019 er 800-året for fortællingen om den betydning, som Dannebrog havde for at skabe den gnist hos Valdemar Sejrs krigere, der gjorde, at de efterfølgende vandt slaget ved Lyndanisse i Estland den 15. juni 1219.

Foto: (Foto Vindere plakatkonkurrence Dannebrog 800)
Fototekst: Danmarks-Samfundets landsformand Erik Fage-Pedersen ses her sammen med de tre præmiemodtagere i den landsdækkende Dannebrog 800 plakatkonkurrence ved præmieoverrækkelsen i Idrættens Hus i Brøndby den 2. november 2018. I midten er det vinderen Sofie Tornemark Hansen fra Holbæk med nummer tre, Mathilde Riberholdt Jensen fra Brøndby på sin højre side og konkurrencens nummer to, Isabella Broch fra København på sin venstre side.