Landsdækkende plakatkonkurrence er nu afgjort

12/02/2019
Kristian Kim Nielsen

Sofie Tornemark Hansen fra Holbæk vandt Danmarks-Samfundets stort anlagte plakatkonkurrence Dannebrog 800

Danmarks-Samfundets landsformand Erik Fage-Pedersen ses her sammen med de tre præmiemodtagere ved præmieoverrækkelsen i Idrættens Hus i Brøndby den 2. november 2018. I midten er det vinderen Sofie Tornemark Hansen fra Holbæk med nummer tre, Mathilde Riberholdt Jensen fra Brøndby på sin højre side og konkurrencens nummer to, Isabella Broch fra København på sin venstre side.

Ultimo juni 2018 inviterede Danmarks-Samfundet eleverne på landets syv skoler, der uddanner mediegrafikere, med i en landsdækkende plakatkonkurrence i forbindelse med fejringen i 2019 af 800-året for myten om Dannebrogs betydning for Kong Valdemars sejr i slaget ved Lyndanisse i Estland den 15. juni 1219.

Blandt de mange fantastiske forslag udpegede en 10 personer stor dommerkomité med direktøren for Dansk Plakatmuseum i Aarhus, ph.d. Elsebeth Aasted Schanz som formand et forslag udarbejdet af Sofie Tornemark Hansen fra Holbæk som vinder.

Isabella Broch fra København fik sit forslag præmieret med andenpladsen, mens Mathilde Riberholdt Jensen fra Brøndby blev nummer tre.

Som et element i Dannebrog 800-eventet udstilles plakaterne på Dansk Plakatmuseum fra januar til august 2019.