Den 15. Juni 2019 runder vores nationalflag et halvskarpt hjørne. Da er det nemlig præcis 800 år siden, Dannebrog faldt ned fra himlen under slaget ved Lyndanise i 1219… ifølge myten!
Præcis hvordan det faktisk gik til, da vi fik vores flag, ved vi strengt taget ikke. Men flaget er stadig et stærkt symbol på ‘det danske’, og er i øvrigt indehaver af et par fine verdensrekorder: det er det ældste nationalflag i verden, der stadig er i brug – og formentlig dét nationalflag i hele verden, der er allermest populært!
Vi elsker nemlig vores flag. Ingen nationer flager med en sådan iver som danskerne, og rigsbanneret har noget nær universel opbakning i befolkningen (selv om det faktisk i en periode var forbudt herhjemme!)
Vores flag både bæres og tynges af symbolværdien – men hvad er historien bag Dannebrog? Hvad er myte, og hvad er sandhed? Her fortælles kærligt og kritisk om en livskraftig fødselar!
Fra foredragsholderens hjemmeside.