Dannebrog 800 eventen blev en succes med stor mediebevågenhed
Det meste af Danmark stod i dagene op til 800 året for myten om Dannebrog på den anden ende.
Her godt halvvejs gennem jubilæumsåret gør Danmarks-Samfundet en foreløbig status omkring organisationens indsats, der allerede startede ultimo 2018. – Efter en vel overstået Valdemarsdag har vi gjort status over vor indsats for festligholdelse af Dannebrogs 800 års jubilæum, som vi også benyttede til at øge kendskabet til Dannebrogs historie og betydning for danskerne, siger landsformand Erik Fage-Pedersen, der uddyber: – Vi havde opstillet to betingelser for kampagnen. Hovedfesten skulle foregå i København, og vi ville udnytte hele 2019 til kampagnen. Vi startede derfor allerede i efteråret 2018 med en plakatkonkurrence. De 3 vindende plakater er efterfølgende blevet brugt i forbindelse med at gøre opmærksom på jubilæet blandt andet som etiket på vor jubilæumsøl, der kom på markedet sammen med nye frimærket fra PostNord 2. januar 2019. Derefter er det gået slag i slag med Plakatudstilling i Den gamle By i Aarhus, udsendelse af publikationerne Dannebrog 800, Sange om Dannebrog samt en opdateret udgave af Sådan bruges Dannebrog, oplyser landsformanden, der også fortæller, at en kraftig indsats på de digitale medier for at få vakt ungdommens interesse for Dannebrog gav pote.
Fysisk har Danmarks-Samfundet været repræsenteret under Historisk Festival i Øksnehallen i København samt arrangeret et debatmøde på Folkemødet på Bornholm. En delegation deltog i festlighederne i forbindelse med det estiske flags 135 års jubilæum i Tallinn, hvor domkirken i Tallinn fik overrakt en dannebrogsfane, som H.M. Dronningen afslørede på Valdemarsdag i forbindelse med hendes besøg i Estland.
Hovedfesten foregik i København
Selve hovedfesten på Valdemarsdag i København blev afviklet i Domkirken, på Rådhuspladsen og Rådhuset. Trods regnvejr var der samlet omkring 300 faner samt en hel del tilskuere på Rådhuspladsen. Ude omkring i landet havde Danmarks-Samfundet arrangeret flagfester på dagene rundt om Valdemarsdag den 15. juni. De blev alle afviklet med stor interesse fra den lokale presse. Derudover blev der af andre foreninger og organisationer arrangeret festligheder, afholdt festgudstjenester og på andre måder gjort opmærksom på 800 års jubilæet.
Også fest i Sydslesvig
Danmarks-Samfundets samarbejde med foreninger og organisationer i delstaten Slesvig-Holsten gjorde, at det danske nationalsymbol også blev fejret syd for grænsen. Blandt andet med udstillinger på Det Danske Centralbibliotek og i Sydslesvigsk Forenings lokaler i Flensborg. Hertil kom tilrettelæggelsen af en essay-konkurrence om Dannebrogs betydning for Mindretallet samt en række debat- og foredragsaftener.
Danmarks-Samfundets informationsindsats uden for landets grænser omfattede løbende information og samarbejde med Visit Denmarks tyske kontorer samt udsendelse af fakta info til de danske ambassader og konsulater.
Stor mediebevågenhed
– Interessen fra de skrevne og elektroniske medier var overvældende og langt mere intens, end vi i Danmarks-Samfundet havde turdet håbe på, siger Erik Fage-Pedersen. – Stort set alle danske medier samt en række udenlandske Tv-medier dækkede især omkring Valdemarsdagen den 15. juni Dannebrog 800 eventen. Den store mediebevågenhed har i høj grad medvirket til, at vort ønske om at udbrede kendskabet til jubilæet og mere generelt til at gøre opmærksom på Dannebrogs betydning som vort nationale symbol på dansk kultur, fællesskab og identitet efter vor mening lykkedes, lyder det fra Danmarks-Samfundets landsformand.