Dannebrog 800 plakatkonkurencen godt fra land

10. september 2018

Ultimo juni 2018 bad Danmarks-Samfundet elever på skoler med mediegrafiske og kreative fag om at deltage i en landsdækkende plakatkonkurrence. Plakatkonkurrencen er en del af et omfattende Dannebrog 800-projekt, der med Danmarks-Samfundet som tovholder skal markere 800-året for myten om Dannebrogs betydning for Kong Valdemars sejr i slaget ved Lyndanisse i Estland den 15. juni 1219.

Selv om indleveringsfristen for at deltage i konkurrencen først er fastsat til den 1. oktober 2018, er der allerede indkommet en række spændende og yderst kreative forslag.

Tre vindere
En dommerkomité bestående af bl.a. undervisere fra designskolerne samt formand for Danmarks-Samfundet, Erik Fage-Pedersen, og museumsleder ved Danske Plakat Museum, ph.d. Elsebeth Aasted Schanz, udvælger de tre prisvindende plakater.

– Den vindende plakat skal udgøre grundstenen i Dannebrog 800-eventets visuelle identitet, siger Danmarks-Samfundets formand, Erik Fage-Pedersen. – Ud over plakatproduktionen bliver motivet også brugt som etiket til Danmarks-Samfundets jubilæumskrus samt til den jubilæumsøl, vi er i gang med at udvikle og producere i samarbejde med Grauballe Bryghus i Silkeborg

Vinderne bliver offentliggjort og præmieret ved en reception den 2. november 2018 i Idrættens Hus i Brøndby.