Stor opmærksomhed om Dannebrogs 800 års-jubilæum

17. januar 2019

Danmarks-Samfundet har i 111 år været inspirator for danskernes kendskab til og brug af det nationale samlingsmærke. Således også i år, hvor myten om Dannebrog runder de 800 år.

Blandt de mange forskellige events, der hen over 2019 arrangeres i Danmark, bliver markeringen af Dannebrogs 800 års-jubilæum den 15. juni et af højdepunkterne. Her kulminerer en række løbende arrangementer med en folkefest i det indre København.

Begivenheden omfatter en flag- og faneborg, der med flere hundrede deltagere fra hele landet bevæger sig gennem København til festgudstjeneste i Københavns Domkirke efterfulgt af parade med royal deltagelse på Rådhuspladsen og festarrangement i København Rådhus.

Festen startede allerede i 2018

Markeringen af 800-året startede allerede i 2018 med tilrettelæggelse af det omfattende koncept Dannebrog 800. Konceptet omfatter en lang række tiltag, der kommer godt rundt i alle hjørner af eventplatformen – en landsdækkende plakatkonkurrence for unge designelever, fremstilling af jubilæumsspecialøl i samarbejde med Grauballe Bryghus, udsendelse af jubilæumsfrimærker, udsendelse af jubilæumsbøger og -sanghæfter, samarbejde med en række private og offentlige organisationer samt etablering af et stort selvstændigt digitalt univers. Alt dette er blot nogle af de mange begivenheder, der allerede nu er igangsat for at fortælle danskerne, at år 2019 er 800-året for fortællingen om den betydning, som Dannebrog havde for at skabe den gnist hos Valdemar Sejrs krigere, der gjorde, at de efterfølgende vandt slaget ved Lyndanisse i Estland den 15. juni 1219.

Infoboks: Dannebrog – legende og historie gennem 800 år

  • Det eneste der er nagelfast i historikken om det danske nationalflag Dannebrog er datoen 15. juni 1209. Sagnet om at flagets tilsynekomst på himlen under Valdemars 2 Sejr ´s kamp på denne dato ved Lyndanisse mod de hedenske estere var med til at styrke indsatsen fra de danske krigere, beskrives først af samtidige historikere i begyndelsen af 1500-tallet.
  • Meget tyder på, at det er Valdemar 4. Atterdag, der regerede fra 1340 til 1375, der begyndte at bruge korsflaget som banner. Den ældste afbildning af et rødt banner med et hvidt kors i findes således i den nederlandske (Hollandske) våbenbog Armorial Gelre, som udkom i årene efter 1370.
  • Under de europæiske korstog 1100-1300 blev korset, for at markere at man kæmpede for den kristne tro, et udbredt og populært symbol. De to ridderordener der opstod i forbindelse med korstogene, havde hver deres farvesammensætning. Tempelriddernes flag var med rødt kors på hvid bund medens Johanniter-ordenen bruget et hvidt kors på rød bund. Uden at det i øvrigt have noget med Danmark eller Dannebrog at gøre.
  • I 1347 besøger Valdemar Atterdag på tilbagevejen fra sin pilgrimsrejse til Jerusalem den tysk-romerske kejser Ludvig 4. af Bayern, der på det tidspunkt brugte et rødt banner med hvidt kors som sit mærke. Det formodes derfor at Valdemar Atterdag, for at vise sin tilknytning til den bayerske kejser som han følte sig meget knyttet til, efterfølgende begyndte at føre samme banner.
  • Der er en del usikkerhed om regenternes brug af Dannebrog i 1400-tallet. Men det er dog givet, at da Erik af Pommern i 1438 forlader Danmark for at slå sig ned som sørøver på Gotland fra rigets skatte på Kalundborg Slot blandt meget andet medtager et ”banner som kaldes dannebroge”.
  • Stifteren af den danske orlogsflåde Kong Hans gjorde flittig brug af Dannebrog. Således er flaget en del af borten af kroningskåben fra 1483. Han medbragte også en dannebrogsfane da han ville erobre den lille stat Ditmarsken. Det gik dog ikke som planlagt. Ditmarskerne vandt og erobrede blandt andet den medbragte fane.
  • Det er også i 1500-tallet, at Dannebrog benyttes som nationalitetsmarkeringer på orlogsflåden, der blev etableret i august 1510. Handelsflåden overtager i samme århundrede flaget som indentifikationsmærke.
  • Den pertentlige Christian 4. indførte i 1625 en bestemmelse om, at kun de kongelige besiddelser som slotte og fæstninger samt flådens skibe måtte føre splitflag. Inden da havde han beordret en opsplitning af Dannebrog i flere former. Det todelte splitflag, vimplen samt det rektangulær stutflag.
  • Den øgede verdenshandel i 1700-tallet bragte danske orlogs- og handelsskibe rundt på verdenshavene på togter til de danske oversøiske besiddelser. På alle befæstningsanlæg og skibe brugtes Dannebrog som tegn på den danske konges suverænitet og magt.
  • I 1731 fastsættes der et særligt kongeflag. I 1743 får orlogsflåden deres eget flagreglement medens der i 1748 kommer en forordning om handelsflaget.
  • Omkring århundredskiftet mellem 1700 og 1800-tallet ændrer danskerne holdning til Dannebrog. Befolkningen får en stigende loyalitetsfølelse for flaget og ikke bare for kongen. De første skridt mod at Dannebrog bliver folkets flag er sat i gang.
  • Selv om Frederik 6. i 1834 udsteder et forbud mod at almindelige danskere må bruge Dannebrog oplever man blandt befolkningen en stigende brug af flaget. Den massive anvendelse som et positivt nationalsymbol kulminerer i første omgang ved de danske troppers ankomst til København efter den sejrrige krig 1848-1850.
  • To markante 1900-tals begivenheder i den danske historie slår for alvor Dannebrogs betydning som et samlende nationalsymbol fast: Genforeningen med Nordslesvig/Sønderjylland i 1920 samt besættelsesårene 1940-1945.
  • I dag er det stort set umuligt at finde en begivenhed på dansk jord der ikke på den ene eller anden måde giver lejlighed til at bruge landets nationalsymbol – Dannebrog.

Foto: (Foto Vindere plakatkonkurrence Dannebrog 800)

Fototekst: Danmarks-Samfundets landsformand Erik Fage-Pedersen ses her sammen med de tre præmiemodtagere i den landsdækkende Dannebrog 800 plakatkonkurrence ved præmieoverrækkelsen i Idrættens Hus i Brøndby den 2. november 2018. I midten er det vinderen Sofie Tornemark Hansen fra Holbæk med nummer tre, Mathilde Riberholdt Jensen fra Brøndby på sin højre side og konkurrencens nummer to, Isabella Broch fra København på sin venstre side.

Jubilæumsmærker

Førstedagskonvolut

Jubilæumsøl fra Grauballe Bryghus